Idéerne står i kø: Flere forskere vil hjælpe med at opgøre, hvad de enkelte landbrug udleder

Landbrugsstyrelsen har modtaget 35 ansøgninger til Bedriftsudledningsprogrammet (BUP), der skal komme med forslag til, hvordan drivhusgasser og næringsstoffer på bedriftsniveau opgøres. Nu skal et udvalg vurdere, hvilke ansøgninger der går videre til den endelige runde.

Publiceret 16. maj 2022

Der er stor interesse fra forskere, som vil give deres bidrag til at skabe et bedre grundlag for at opgøre de enkelte landbrugs udledning af både drivhusgasser og næringsstoffer. Hele 35 ansøgninger til puljen på 129 millioner kroner har Landbrugsstyrelsen modtaget, siden ansøgningsrunden åbnede i marts.

- Vi er meget glade for den store interesse fra forskningsverdenen for Bedriftsudledningsprogrammet. Det betyder, at vi nu kan begynde at lægge det fundament af viden, som den grønne omstilling af landbruget skal hvile på, siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Sonja Canger.

Mest lovende projekter skal udvælges

Resultaterne fra forskningsprojekterne skal på længere sigt være med til at udvikle modeller og systemer, der skal sikre mere målrettede og omkostningseffektive indsatser for reduktion af landbrugets klima- og næringsstofudledninger.

Men først skal de 35 ansøgninger vurderes af et særligt udvalg, der består af de førende forskere på området og en tværministeriel arbejdsgruppe. De mest lovende projekter går videre til at sende en fuld ansøgning. Fristen for at sende de fulde ansøgninger ligger i slutningen af august.

Den samlede pulje, der udmøntes til de senere udvalgte fulde ansøgninger, lyder på 129 millioner kroner og er afsat i aftalen om grøn omstilling af dansk landbrug og aftalen om forskningsreserven for 2022.

Her kan du læse en samlet oversigt over de indsendte ansøgninger   

 

Fakta om vurderingsudvalgets medlemmer

  • Hanne Damgaard Poulsen, Professor emerita Aarhus Universitet
  • Tavs Nyord, Senior konsulent, Concito
  • Jan K. Schjørring, Professor, Københavns Universitet
  • Lise Bonne Guldberg, Senior Konsulent, Aarhus Universitet
  • Henrik Jørgen Andersen, Senior Executive R&D Advisor, Arla Foods amba
  • Henning Høgh-Jensen, Konsulent, Høgh Jensen Consult

Yderligere oplysninger:

Hvis du er journalist, kan du kontakte Landbrugsstyrelsens pressevagt på tlf. 41 89 25 07 eller presse@lbst.dk