Husk! Du skal indberette efterafgrøder og gødningskvoteberegning senest 10. september

Det er tid til at indberette efterafgrøder og gødningskvoteberegning. Vi har samlet nogle af de ting, du skal være opmærksom på. Læs om, hvordan du modtager efterafgrøder fra en ophørt virksomhed, ændrer i dit tilsagn til målrettede efterafgrøder eller indberetter gødningskvoteberegning. Du kan også finde vejledninger og FAQ.

Publiceret 31. august 2021

Fristen for at indberette efterafgrøder og gødningskvoteberegning i gødningskvote- og efterafgrødeskemaet (GKEA) er 10. september.

Du får her en gennemgang af, hvad du skal være opmærksom på, hvis du vil:

  • indberette ændringer i dit tilsagn til målrettet kvælstofregulering
  • modtage efterafgrøder fra en ophørt virksomhed
  • indberette pligtige og husdyrefterafgrøder
  • indsende gødningskvoteberegning

Hvis du indberetter ændringer i dit tilsagn til målrettet kvælstofregulering i fællesskemaet

Har du ændringer til dit tilsagn til målrettet kvælstofregulering, hvis du f.eks. har etableret efterafgrøderne på andre marker, skal du indberette det senest 10. september i fællesskemaet. Du overfører oplysningerne i fællesskemaet til gødningskvote- og efterafgrødeskemaet (GKEA) ved at gå ind i GKEA og trykke ”hent marker” og derefter trykke "opdater".

Du skal dog være opmærksom på, at du ikke kan overføre oplysningerne fra fællesskemaet til dit GKEA-skema med det samme. Det skyldes, at ændringerne i fællesskemaet først skal registreres korrekt i vores database, før de kan overføres til dit GKEA-skema.

Hvis du vil modtage efterafgrøder fra ophørt virksomhed

Du skal indberette det areal af efterafgrøder, du overtager, i felt M på fanen opgørelse af efterafgrøder i dit gødningskvote- og efterafgrødeskema senest 10. september 2021.

Husk, at du kun kan modtage efterafgrøder fra en virksomhed, hvis den er afmeldt i Register for Gødningsregnskab med en ophørsdato senest 31. juli 2021.

Vi anbefaler, at du eller den ophørende virksomhed sender en e-mail til jordbrugskontrol@lbst.dk, når ophørsdatoen er indberettet i Register for Gødningsregnskab.

Skriv i mailen:

I emnefeltet: ”Ophør, overdragelse af efterafgrøder” (eller lignende)

I tekstfeltet:   

  • Angiv, at virksomhed med CVR nr. xxxx xxxx er afmeldt.
  • Angiv ophørsdato
  • Angiv, hvordan den er afmeldt (overdragelseserklæring, gødningsregnskab 19/20 eller gødningsregnskab 20/21).

Du får herefter besked, når vi har afmeldt virksomheden, og du kan indberette efterafgrøderne i GKEA.

Du kan læse mere om betingelser for at modtage efterafgrøder fra en anden virksomhed på side 28 i Vejledningen om pligtige og husdyrefterafgrøder.

Indberetning af pligtige og husdyrefterafgrøder

Du skal indberette dine pligtige og husdyrefterafgrøder og alternativer senest 10. september. Du skal være opmærksom på, at du har pligt til løbende at opdatere skemaet, hvis der er ændringer. Det kan eksempelvis være, hvis du har indberettet efterafgrøder, som mislykkedes. Arealer med efterafgrøder eller alternativer kan nedjusteres, frem til Landbrugsstyrelsen anmelder kontrol på arealet eller senest 31. januar 2022. Du skal være opmærksom på, at du ikke kan opskrive arealerne efter 10. september 2021.

Husk at indsende gødningskvoteberegning

Du skal også indsende din gødningskvoteberegning senest 10. september. Du kan dog rette i gødningskvoteberegningen frem til 31. marts 2022, som også er fristen for at indsende dit gødningsregnskab 2020/2021.

Du kan læse mere om gødningskvoteberegning på vores hjemmeside:

Gå til siden Gødningskvoteberegning (gødningsplanlægning)

Få hjælp på vores hjemmeside

På vores hjemmeside kan du finde en FAQ med spørgsmål og svar til efterafgrødereglerne, vejledninger og brugerguides.

Gå til FAQ om efterafgrøder

Gå til Vejledningen om pligtige og husdyrefterafgrøder

Gå til tilskudsguiden for ordningen målrettet kvælstofregulering 2021 

Find Gødningskvote- og efterafgrødeskemaet og brugerguides

Tjek driftsstatus på Tast selv og GKEA

Fejlmeld dit skema her

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til: jordbrugskontrol@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på telefon 41 89 25 07.