Fra kartoffelbrok til byggebrok
Torsdag den 12. januar modtager plantesundhedsmyndigheden i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen en mail fra nogle meget bekymrede private borgere bosiddende i Tyregod. Borgerne skriver, at de har hørt om de fund af kartoffelbrok, som Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har gjort indenfor de sidste par år, og da de bor midt i ”kartoffellandet”, er de meget bekymret for, om de har kartoffelbrok i deres køkkenhave. De har nemlig fundet nogle mærkelige udseende knolde.
Tine Jørgensen, der arbejder med lovgivning og beredskab på kartoffelområdet, ringer efterfølgende op til borgerne. De fortæller at de generelt har haft meget dårligt udbytte de seneste fire år, og at de sidste år kun har høstet nogle få planter, mens resten har fået lov at blive i jorden, da flere af dem så besynderlige ud. Symptomerne på knoldene, beskriver de som knolde med hvide kugler på. Tine synes, det lyder mærkeligt, og mener ikke umiddelbart, at det er kartoffelbrok, men at der måske kan være tale om noget andet. Hun giver dog besked om at sende en kontrollør ud for at tage prøver af kartoflerne.
Opgravningen af kartoflerne i Tyregod resulterer i flere rigtig fine knolde, der ikke ser ud til at fejle noget. Efter lidt graven rundt bliver der dog også fundet en knold, der passer til beskrivelsen af det borgerne har anmeldt. Selv om knolden ikke ligner en typisk kartoffelknold med angreb af kartoffelbrok, så er det den eneste atypiske knold, der bliver fundet. Derfor beslutter kontrolløren, at den, sammen med de fine knolde, skal sendes til undersøgelse i laboratoriet.
Hvad er den besynderlige knold?
På laboratoriet får de hurtigt undersøgt de indsendte knolde, og de kan konstatere, at de fine knolde ikke er angrebet af kartoffelbrok. Den besynderligt udseende knold volder dog laboratoriet lidt problemer at få analyseret. Det viser dig nemlig at det slet ikke er en kartoffel, som kontrolløren har fundet i jorden. Det er derimod en jordklump iblandet beton og små flamencokugler – altså byggeaffald.
Da Tine Jørgensen får opringningen fra laboratoriet om kontrolresultatet, er hun lettet over, at der ikke er fundet mere kartoffelbrok. At der så i stedet var tale om byggeaffald, var nu alligevel en sjov overraskelse. Tine har givet borgerne besked om resultatet, og de blev også forbavsede og glade.
”Det er rigtig dejligt at almindelige borgere også er opmærksomme på kartoffelbrok, og vi tager henvendelserne rigtig seriøst, også selvom det viser sig at være noget helt andet”, udtaler Tine Jørgensen. ”Der er anmeldepligt ved fund eller mistanke om fund af kartoffelbrok, som er en karantæneskadegører, og derfor er det rigtig vigtigt at folk henvender sig til os”.