EU-Kommissionen sender justerede krav til visse gødningsprodukter i høring
Udkastet handler om en justering af blandt andet de krav, der gælder for:
- EU-gødningsprodukter, der indeholder kvælstofhæmmende forbindelser
- efterbehandling af afgasset biomasse.
Udkastet ligger på EU-Kommissionens hjemmeside. Samme sted kan du komme med dine bemærkninger ved at klikke på ”Give feedback”.
Gå til siden om udkastet på EU-Kommissionens hjemmeside.
Fristen for at komme med dine bemærkninger til Kommissionen er 9. marts 2022.
Kommissionen sender derefter forslaget til den delegerede retsakt til Rådet og Europa Parlamentet, hvor de drøfter udkastet og kommer med eventuelle bemærkninger.
Hvad handler høringen om
Formålet med forordningen er at forbedre muligheden for at omsætte gødningsprodukter på det indre marked - gødningsprodukter, der overholder et sæt fælles bestemmelser, så der harmoniserer på tværs.
Udkastet foreslår at tilpasse bestemmelser, der handler om:
- krav til koncentrationen af hæmmere
- polymerer undtages fra krav om registrering i henhold til REACH forordningen
- PCB i akse (pyrolyse- og forgasningsmaterialer), hvor der fjernes en bestemmelse
- fast og flydende fraktion af afgasset biomasse kan indgå i CE-mærkede gødningsprodukter.
Krav til koncentrationen af hæmmere
Der vil blive stillet krav om at koncentrationen af hæmmerere i gødningsprodukter (PFC 1) skal være tilstrækkelig til at sikre de krav i forordningen, der er til hæmmerens effektivitet.
Der vil også blive stillet krav til mærkningen af gødningsprodukter med hæmmere (PFC 1). Den skal nu indeholde informationer, der handler om brug, der kan påvirke hæmmerens effektivitet.
For hæmmere (PFC 5) stilles en række yderligere krav til mærkningen:
- Alle ingredienser skal listes.
- Koncentrationen af det hæmmende indholdsstof skal stå i mærkningen.
- Der skal være instruktioner for anvendelsen af hæmmeren.
- Instruktionerne skal have en beskrivelse af, hvilke gødningsprodukter hæmmeren må blandes i.
- Der skal stå, hvilke koncentrationer af hæmmeren, der sikre de krav til effektiviteten, der er fastsat i forordningen.
- Informationer om hvilken brug, der kan påvirke hæmmerens effektivitet.
Polymerer undtages fra krav om registrering
Polymerer i stoffer og blandinger af jomfruelige materialer (CMC 1) og polymerer i biprodukter, i den betydning, der står i direktiv 2008/98/EF (CMC 11), undtages fra krav om registrering i henhold til REACH forordningen ((EF) Nr. 1907/2006).
En bestemmelse fjernes i kategorien PCB i akse (pyrolyse- og forgasningsmaterialer)
I kategorien for pyrolyse- og forgasningsmaterialer (CMC 14) fjernes en bestemmelse om maksimalt indhold af PCB (Polychlorinated Biphenyls/Polyklorerede bifenyler) på 0,8 mg/kg tørstof af ndl-PCB.
På den måde sikres der overensstemmelse med forordning (EU) 2019/2021 om persistente organiske miljøgifte, hvor PCB slet ikke må være til stede i stoffer eller blandinger, der markedsføres i EU.
Fast og flydende fraktion af afgasset biomasse kan indgå i CE-mærkede gødningsprodukter
Udkastet foreslår, at den faste og flydende fraktion af afgasset biomasse kan indgå i CE-mærkede gødningsprodukter, hvis adskillelsen sker med mekaniske processer.
Eventuelle tilførte additiver skal overholde yderligere kriterier, og indholdet af disse additiver må ikke overskride 5 % af vægten af den afgassede biomasse.
Fast og flydende fraktion af afgasset biomasse kan desuden også tages med, hvis den er blevet fysisk forarbejdet med det formål at fjerne vand eller ammoniak, og kun hvis den fysiske proces ikke kemisk ændrer den afgassede biomasse eller dens faste og flydende fraktion.
Ændringerne gælder både for afgasset biomasse fra friske afgrøder (CMC 4) og afgasset biomasse, bortset fra afgasset biomasse fra friske afgrøder (CMC 5).
Læs mere
Her på vores hjemmeside kan du finde yderligere information om EU gødningsforordningen:
Læs den nye EU-gødningsforordning (2019/1009).
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til Landbrugsstyrelsen, Miljø & Erhvervsregulering, Miljo-Erhvervsregulering@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.