Du kan ikke miste dit projekttilskud, hvis fristen for at søge udbetaling overskrides på grund af forsinket sagsbehandling af din projektændring

Det har ikke konsekvenser for dit tilsagn, hvis dit projekt udløber, mens du venter på vores sagsbehandling af en projektændring.

Publiceret 26. marts 2018

Vi er klar over, at der er sager om projektstøtte, hvor landmænd har anmodet om en projektændring, og hvor sagsbehandlingen desværre er trukket så meget ud, at projektet nu er ved at udløbe.

Det er derfor vigtigt at pointere, at dit tilsagn ikke bortfalder, hvis du har indsendt en rettidig anmodning om projektændring, og projektet udløber, mens du venter på svar fra Landbrugsstyrelsen.

Du skal dog stadig være opmærksom på at overholde en eventuel høringsfrist, hvis vi har brug for information til at afgøre projektændringen.   

Du skal ikke gøre noget

Landbrugsstyrelsen er i gang med at undersøge, hvordan vi kan sørge for, at de pågældende sager bliver forlænget, og vi vil orientere nærmere her på hjemmesiden, når vi har en afklaring. Du skal derfor ikke foretage dig andet end at afvente svar på din anmodning om projektændring.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til projekttilskud@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41892507.