Den Eurasiske Økonomiske Union ændrer importkontrol af planter og planteprodukter
WTO notifikation om ændret importkontrol i EAEU
EAEU har via en WTO notifikation meddelt, at de vil implementere brugen af en matematisk model til beregning af risici ved import af planter og planteprodukter til Unionen. Modellen skal benytte forskellige risikodata, som varetype og oprindelse mm. til beregning af en vares risikovurdering og tilsvarende importkontrol. Modellen vil også kunne tage hensyn til importlandets specifikke nationale krav.
Det fremgår ikke af notifikationen, hvornår den matematiske model vil blive implementeret i Unionen. Vi forventer, at en implementering af importkontrolmodellen vil betyde en mere ensartet importkontrol ved EAEU Unionens ydre grænser sammenlignet med situationen i dag. Vi vil desuden formode, at beregningsmodellen vil betyde, at risikovurderingen vil kunne reguleres fra centralt sted.
Det er altid en god ide, at være i tæt kontakt med din importør, så du løbende er informeret om ændringer og hvilken betydning ændringerne kan få for dig.
Du finder WTO notifikationen her
Plantesundhedscertifikatet skal være i overensstemmelse med varen
Af WTO notifikationen fremgår, at importvarers reelle mængde og den mængde, der er angivet i handelsdokumenter, ikke må have en difference på mere end 10 % i forhold til plantesundhedscertifikatet. Det er således vigtigt, at der er fokus på sammenhængen mellem varen, handelsdokumenter og plantesundhedscertifikatet. Hvis der er uoverensstemmelser på mere end 10% i mængden, vil varen blive afvist og returneret eller destrueret på ejerens bekostning. I nogle tilfælde vil varen kunne behandles inden import, hvilket dog afhænger af varens art og importlandets beslutning.
Så vidt vi kan se, vil EAEU-notifikationen om 10%-kravet træde i kraft 30 dage efter den 27. april 2023, hvor notifikationen blev indgivet.
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til planter&biosikkerhed@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.