Bekendtgørelse og vejledning om tilskud til ekstensivering med slæt 2024 er nu i høring

Der er flere fleksible muligheder på vej til næste år, blandt andet kommer der bedre muligheder for afgræsning på dine tilskudsarealer. Læs mere i denne nyhed.

Publiceret 14. november 2023

Landbrugsstyrelsen har sendt udkast til bekendtgørelse og vejledning om tilskud til ekstensivering med slæt 2024 i høring. Du kan læse og give os kommentarer frem til 7. december.

Med næste års bekendtgørelse får du nye muligheder, når du får tilskud til ekstensivering med slæt. I vejledningen kan du se en oversigt over alle ændringer i ordningen i forhold til 2023.

Større fleksibilitet, hvis du ønsker at afgræsse dine arealer

I 2024 bliver der øget mulighed for græsning under ordningen. I 2023 var græsning kun tilladt efter den 15. september. I 2024 kan du ved ansøgning vælge, at du ønsker at anvende græsning. Hvis du gør dette, må du afgræsse arealerne, så snart du har taget et slæt i perioden 1. juni – 15. september.

Hvis du vælger mulighed for græsning, forpligter du dig samtidig til at dokumentere, at du har taget et slæt i perioden 1. juni – 15. september. Du skal bruge Landbrugsstyrelsens app til din dokumentation.

Hvis du ikke ønsker at anvende græsning, er der stadig krav om ét slæt i perioden 1. juni – 15. september, men du skal ikke dokumentere slættet i Landbrugsstyrelsens app.

Øvrige justeringer af ordningen

Udover den øgede mulighed for græsning er der indført enkelte andre ændringer til 2024.

Blandt andet bliver det muligt at søge tilskud uden at være tilmeldt Register for Gødningsregnskab. Hvis din virksomhed er tilmeldt Register for Gødningsregnskab, skal arealet fortsat indberettes med en kvælstofnorm på 0 i din gødningsplanlægning i Gødningskvote og Efterafgrødeskema.

Desuden får du mulighed for at destruere plantedækket allerede efter 15. september, hvis det skyldes anlægsarbejde i forbindelse med et vand- og klimaprojekt.

Sådan giver du os kommentarer til bekendtgørelse og vejledning

Du kan sende bemærkninger til bekendtgørelsen og vejledningen senest 7. december 2023. Du kan sende dit høringssvar til mailadressen Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk med journalnummeret på vejledningen eller bekendtgørelsen i emnefeltet.

Læs vejledningen om tilskud til ekstensivering med slæt på høringsportalen

Skriv venligst journalnummer 23-12-000020 i emnefeltet.

Læs bekendtgørelsen om tilskud til ekstensivering med slæt på høringsportalen

Skriv venligst journalnummer 23-11-000001 i emnefeltet.

Læs mere om ekstensivering med slæt

Ekstensivering med slæt er en etårig bio-ordning, der skal fremme ekstensiv drift af landbrugsarealer på lavbundsjorder til gavn for miljø og klima.

Du kan læse mere om bio-ordningerne på Landbrugsstyrelsens hjemmeside

Gå til vores hjemmeside om bio-ordningerne i 2024

Logo Finansieret af den Europæiske Union

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.