Ansøgningsrunden for rydning af tilgroede arealer og forberedelse til afgræsning er åben

Nu kan du søge om tilskud til at rydde et areal, der er tilgroet eller gøre et naturareal klar til afgræsning. Ansøgningsrunden er åben frem til 12. december 2023.

Publiceret 16. oktober 2023

Via ordningen rydning af tilgroede arealer og forberedelse til afgræsning kan du søge om tilskud til at rydde et areal, der er tilgroet eller gøre et naturareal klar til afgræsning. Du kan fx søge om tilskud til rydning af træer og buske, inklusive fjernelse af det ryddede materiale fra arealet. Du kan også søge om tilskud til at sætte hegn op og installere drikkevandsforsyning som forberedelse til, at arealet kan afgræsses.

Du kan få tilskud op til 100 pct. af de samlede tilskudsberettigede udgifter i et projekt. 

Disse arealtyper kan der søges på

Ordningen til rydning af tilgroede arealer og forberedelse til afgræsning kan søges på følgende arealer: 

  • Helt eller delvist inden for de særlige udpegede Natura 2000-områder til hhv. rydning eller pleje
  • Arealer udenfor Natura 2000-områder, hvor minimum 0,1 ha har HNV-værdi på minimum 5
  • Arealer, der helt eller delvist er indenfor et vådområde- eller lavbundsprojekt, der har etableringstilsagn.

Du kan se HNV-værdi, særlige udpegninger og hvor vådområde- og lavbundsprojekterne er i Tast selv.

Her kan du logge på Tast selv

Forhold du skal være særligt opmærksom på ved ordningen

Hvis du etablerer drikkevandsforsyning eller elforsyning, må det kun anvendes på arealer, som er beliggende inden for de områder, der søges forberedt til afgræsning. Du må gerne vinteropbevare din elforsyning eller drikkevandsforsyning (dog ikke hvis den er frostfri) på en ejendom, der ligger i tilknytning til projektarealet. 

Hvis du søger tilskud til en fangefold, skal du være opmærksom på, at den skal være af permanent karakter og minimum have et areal på 10 kvm.

Det er vigtigt, at du har råderet over det areal, du søger tilsagn til. Det kan du bevise med en råderetserklæring, som du kan finde på tilskudsguiden, hvor du kan downloade den som Word-dokument, som du kan åbne og udfylde.

Find råderetserklæringen her

Du må ikke have påbegyndt dit projekt, inden du har indsendt din ansøgning. Når du har indsendt din ansøgning, kan du sætte dit projekt i gang for egen regning og risiko.

Læs og se mere 

Du kan læse mere om tilskudsordningen, og om hvordan du søger, på tilskudsguiden. Her finder du også link til Tast selv, hvor du kan oprette og sende din ansøgning, link til ordningens bekendtgørelse og vejledningen om ordningen.

Du finder Tilskudsguiden her

Bekendtgørelsen for ordningen finder du her

Om denne tilskudsordning

Ordningen er en del af det danske landdistriktsprogram og er medfinansieret af EU. Formålet med ordningen er at beskytte og forbedre naturforholdene ved at skabe flere lysåbne og ekstensivt drevne arealer. Det gøres ved at give tilskud til rydning eller til at hegne og lave investeringer, der er nødvendige for, at et areal kan afgræsses.

EU logo

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på telefon 33 95 80 00 eller sende en e-mail til euogprojekt@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på telefon 41 89 25 07.