Ændring af sortslistebekendtgørelsen som følge af Brexit

Nu er det nemmere at overføre frø- og plantesorter fra britisk sortsliste til dansk sortsliste.

Publiceret 13. april 2018

Danmark går foran med en løsning på nogle af de udfordringer, der følger af Brexit.

For at minimere risici og sikre de bedste rammebetingelser for danske frø- og kornvirksomheder, har Landbrugsstyrelsen nu sikret muligheden for, at sorter, der risikerer at blive ekskluderet fra EU's marked i fremtiden, kan blive overført til dansk sortsliste helt uden national afprøvning. Hermed sikres den direkte adgang til EU's marked for sorterne på en hurtigere og billigere måde.

Løsningen er dermed med til at sikre frø- og kornbranchens vilkår i forbindelse med Brexit.

Ændringen er begrænset til at gælde for sorter, der ikke ville kunne handles inden for EU efter Brexit, fordi de kun står på britisk sortsliste og EU's fælles sortsliste. Med Brexit vil disse sorter ellers falde bort fra EU’s fælles sortsliste.

Virksomheder kan altså nu anmelde sorter til optagelse på dansk sortsliste, som pt. kun står på britisk sortsliste og EU's fælles sortsliste, uden at der skal ske dyrkningsundersøgelse i Danmark.

Anmeldelsen skal ske til TystofteFonden og skal være modtaget i fonden senest den 1. oktober 2020. Anmeldelsesskema findes på TystofteFondens hjemmeside tystofte.dk.

Landbrugsstyrelsen gør opmærksom på, at virksomhederne i forbindelse med anmeldelsen er underlagt TystofteFondens almindelige betingelser, som også kan ses på fondens hjemmeside.

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 12. april 2018.

Du kan læse bekendtgørelsen her 

Kontakt

Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Planter på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail Planter@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.

 

Nyheden er rettet 13.03.2018 kl. 14 for at undgå uklarheder: Sorter, der i dag kun står på britisk sortsliste vil falde bort fra EU's sortsliste med Brexit.