Ændring af bekendtgørelserne om markfrø, sædekorn og grønsagsfrø og nye OECD regler

Publiceret 20. december 2019

OECD reglerne opdateres

Fra 1. januar skal OECD mærkesedler indeholde information om enhedens vægt eller antal frø. Samtidig er det blevet muligt i særlige tilfælde at udelade antal beholdere på OECD certifikater.

Ændring af bekendtgørelserne om markfrø, sædekorn og grønsagsfrø:

Fælles for bekendtgørelserne:

  • Bestemmelserne om plantepas udgår, da den nye plantesundhedsforordning (nr. (EU) 2016/2031) finder anvendelse fra den 14. december 2019 og vil være direkte gældende i medlemsstaterne.
  • Der indføres krav om, at en virksomhed bosiddende uden for EU skal have adresse eller en juridisk repræsentant i en EU medlemsstat.
  • Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2012/340/EU af 25. juni 2012 om gennemførelse af et tidsbegrænset forsøg med besigtigelser under officielt tilsyn af basisfrø og forædlet frø af generationer forud for basisfrøet (præbasisfrø) ophører, hvorfor forsøgsordningen tages ud af bekendtgørelsen.

Markfrø:

  • Muligheden for certificering af lucerne til 2. generation fjernes efter ønske fra erhvervet
  • Frist for modtagelse af prøver af vinterhestebønne og vintermarkært til kontroldyrkning fastsættes til 1. november
  • I bilag 2 præciseres krav til hamp og vikkearter
  • I bilag 3 præciseres det, at afstandskrav vedr. krydsbestøvning også gælder mellem vår- og vinterraps
  • I bilag 5 præciseres det, at undtagelse for hårde frø gælder flere arter.
     
    Sædekorn:
     
  • Det præciseres, at certificeret sædekorn af hybrider af andre arter end rug, majs og kanariegræs kun kontroldyrkes stikprøvevis jf. gældende praksis
  • I bilag 3 præciseres det, at afstandskrav vedr. krydsbestøvning også gælder mellem vår- og vinterbyg.
     
    Grønsagsfrø:
     
  • Der indføres mulighed for at blande sorter af samme art
  • I bilag 2 præciseres artsnavne for en række grønsagsarter.

Herudover foretages visse redaktionelle og administrative ændringer, fx præciseres det, at forsegling og mærkning skal udføres efter gældende internationale regler og i overensstemmelse med ”Instruks til virksomheder og prøvetagere i prøvetagning, forsegling og mærkning af frø”.

Bekendtgørelserne er trådt i kraft den 14. december 2019.

Du kan læse bekendtgørelserne her:

Markfrø, sædekorn og grønsagsfrø 

Du kan læse OECD reglerne her:

Rules & Regulations - OECD Schemes for the Varietal Certification of Seed

 

Kontakt

Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Planter på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail Planter@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.