17,6 millioner kroner til sundere kostvaner

Flere end 68.000 danske skoleelever kan i skoleåret 2017/2018 se frem til at supplere deres madpakker med frugt og grønt betalt med tilskud fra EU. Formålet med ordningen er at skabe sundere kostvaner.

Publiceret 18. september 2017

Det er i år niende gang, at danske skoler, kommuner og leverandører har kunnet søge om tilskud til at uddele frugt og grønt til skoleelever igennem Skoleordningen for frugt, grønt og mælk. I år kommer ordningen mere end 68.000 danske børn og unge til gode, og dermed kan rekordmange elever i et helt skoleår se frem til at få serveret friske frugter og grøntsager i løbet af deres skoledag.

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har i år givet tilsagn for 17,6 millioner kroner til mere end 300 folkeskoler, friskoler og efterskoler fordelt i hele landet. Skolerne kan i år få finansieret op til 100 % af de udgifter, der er berettiget til tilskud, og puljen er blevet 4,2 millioner kroner større end i 2016/2017.  

Sundere elever

EU indførte Skolefrugtordningen i 2009, og Danmark har været med fra starten. Formålet med ordningen er at give skoleelever bedre adgang til frugt og grønt i et forsøg på at få flere børn og unge til at spise og leve sundere. Sundere kostvaner kan også forebygge overvægt, hjertekarsygdomme og type 2-diabetes.  

Undervisning i sunde kostvaner

En vigtig del af skoleordningen er såkaldte ledsageforanstaltninger. Ledsageforanstaltninger er tiltag, der skal give eleverne større viden om ernæring, sundhed, landbrug, frugt, grønt og økologi. Viden om sunde kostvaner kan nemlig være med til at sikre bedre resultater, hvor skoleelever holder sig til sundere kostvaner, også efter de ikke længere får uddelt frugt og grønt igennem skoleordningen.

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen stiller tegneserier og quizzer om kost og ernæring til rådighed, som eleverne kan få gratis, men skoler kan også søge om tilskud til at realisere deres egne idéer og aktiviteter, der kan fremme elevernes viden om en sundere livsstil. Det kan fx være gårdbesøg, anlægning af en gårdhave og temadage. I vejledningen til ordningen kan du finde inspiration til forskellige aktiviteter.

Vil du læse mere?

Læs mere om tilskud til skolefrugt og -grønt og find ansøgningsskemaer og vejledning til, hvordan du søger på vores hjemmeside

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til projekttilskud@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugs- og Fiskeristyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.