Hvordan kan samarbejde mellem kommuner og landmænd sikre den bedste pleje af beskyttede naturområder? Det spørgsmål giver projektet Smart Natura et bud på.

I Vejle er kommunens arealer økologiske. Det er især ønsket om at skåne grundvandet for pesticider, der får kommunen til at stille krav til dyrkningsformen. Vejle har erfaring med at bortforpagte kommunens arealer til økologiske landmænd. Kommunen er nu involveret i et projekt, der skal undersøge, hvordan man mest hensigtsmæssigt indgår frivillige aftaler mellem kommuner og lodsejere.

Smidig naturpleje

Vejle Kommune og Videncenter for Landbrug står bag projektet Smart Natura, der har fokus på pleje af de unikke naturtyper i Danmarks beskyttede Natura 2000-områder. Projektet skal med EU-støtte i ryggen udvikle metoder til at sikre smidig naturpleje i samarbejde mellem landmænd og kommuner. I Vejle Kommune er der udpeget to pilotområder. Derfor græsser der nu økologisk kvæg fra lokale landmænd i Øvre Grejs og Egtved Ådale.

Flere modeller

De foreløbige erfaringer fra projektet Smart Natura viser, at samme løsning ikke nødvendigvis er bedst egnet alle steder. Derfor er der på baggrund af de to pilotområder udviklet forskellige modeller for, hvordan naturpleje i samarbejde mellem kommuner og landmænd kan foregå.

Separate ansøgninger

Modsat Øvre Grejs Ådal er området i Egtved Ådal pga. landskabet mere opdelt og fragmenteret. Derfor var der ikke samme potentiale for et stort fælles græsningsprojekt. Løsningen er blevet, at der p.t. er indgivet otte separate ansøgninger om hegning- og rydningstilskud. Nogle steder har kommunen udarbejdet ansøgningen, mens det andre steder er rådgiver eller Naturstyrelsen, der har ansøgt.

Græsningsfællesskab

I Øvre Grejs Ådal er flere lodsejerne gået sammen i et græsningsfællesskab, hvor der aftales samlet pleje og drift for hele området. Idet de 20 lodejere og kommunen i fællesskab kunne indgive én samlet ansøgning hos Landbrugsstyrelsen om tilskud til rydning af tilgroede arealer og opsætning af hegn, var der tale om en omkostningseffektiv løsning.

Det gode samarbejde

I Vejle Kommune har man gjort en indsats for at skabe gode samarbejder mellem lodsejere, deres rådgivere og kommunens natursagsbehandlere. Og skal man tro en af deltagerne, landmanden Michael Kjerkegaard, er det lykkedes: ”Vi har et rigtig godt samarbejde med Vejle Kommune omkring naturpleje med husdyr”, fortæller han. ”Kommunen sørger for hegningen, og vi kommer med dyrene”.

Kontakt

Miljøtekniker, Vejle Kommune
Bo Levesen
bolev@vejle.dk