Saxenhøj - Guldborgsund Kommune
I Guldborgsund Kommune spiller økologisk landbrug sammen med beskæftigelsestilbud til borgere med nedsat funktionsevne.
Gennem ”Den Sociale Virksomhed Guldborgsund” lever Guldborgsund Kommune op til Servicelovens forpligtelse om beskyttet beskæftigelse til borgere med funktionsnedsættelse. I Guldborgsund foregår dette midt i naturen omkring Sakskøbing Fjord på Lolland på Den Økologiske Besøgsgård Saxenhøj. Her samarbejder brugere med sociale og psykiske handicap med personale om at drive et økologisk landbrug på ca. 50 hektar.
Saxenhøjs mange funktioner
I dag er Saxenhøj er åben for publikum. På gården holdes både heste, kvæg, svin, fjerkræ, får, geder og meget andet. En del af dyrene græsser på kommunens arealer, og indgår dermed som en del af landskabsplejen.
Foruden landbruget omfatter Saxenhøj også et økologisk gartneri, der består af seks drivhuse og frilandsgartneri med grøntsagsproduktion. Medarbejderne i gartneriet står også for plejen af de grønne områder og parken på Saxenhøj. I Saxenhøjs gårdbutik ”Bonden og den gamle gartner” sælges kød fra det økologiske husdyrhold, blomster og grønt fra gartneriet samt smykker, trævarer og brugskunst fra de øvrige værksteder i Den Sociale Virksomhed Guldborgsund.
Læs mere om Den Sociale Virksomhed Guldborgsund og Den Økologiske Besøgsgård Saxenhøj
Omlægning til økologi
Saxenhøj har eksisteret som social virksomhed i 150 år, men i slutningen af 1990’erne var gården nedslidt. Der skulle ske noget nyt, og det daværende amtsråd i Storstrøms Amt besluttede at omlægge driften af Saxenhøj til økologi. Processen gik hurtigt, og i 1999 blev landbruget omlagt, mens dyrene fik status som økologiske i 2002. Økologi var bestemt ikke en selvfølge på Lolland i 1999, så Saxenhøjs omlægning fik opmærksomhed, og gården indgik som et demonstrationsprojekt for økologi.
Kontakt
Daglig leder af Den Økologiske Besøgsgård Saxenhøj
Sascha Helsengren Hansen
ssha@guldborgsund.dk