Import fra godkendte tredjelande - TRACES NT
EU-kommissionen har godkendt import fra visse tredjelande, da deres produktionsnormer og kontrolordninger er i overensstemmende med dem, der er fastlagt i EU-lovgivningen.
Økologiske produkter der importeres fra lande uden for EU/EØS (tredjelande), er omfattet af særlige regler, der sikre at de mindst opfylder de standarder der er gældende i EU.
Tidligere har dette været håndteret ved at det EU godkendte kontrolorgan i tredjelandet udfyldte en kontrolattest (COI) i papirform, som fulgte produktet på rejsen og lod denne følge produktet på rejsen til førstemodtager eller importør. Når importen ankom til f.eks. Danmark skulle attesten først godkendes hos den relevante myndighed i Danmark (Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen), før den efterfølgende kunne frigives af toldmyndighederne.
For at forbedre sporbarheden af økologiske produkter, der importeres fra tredjelande (lande udenfor EU, og EØS-fællesskaberne), skal kontrolattester til økologi-import nu udstedes og administreres via EU-Kommissionens it system TRACES NT.
I forbindelse med overgangen til Traces NT skal alle virksomhederne der indgår i kontrolattesten være oprettet og godkendt i Traces. For at blive i systemet forudsætter det, at virksomhederne/ operatørerne er under økologikontrol.
Godkendte tredjelande og produktkategorier
Der findes 11 godkendte tredjelande på EU's tredjelandsliste. I tabellen nedenfor fremgår det, hvilke lande der er godkendte, og hvor længe de er optaget på listen. Her finder du også en genvej til siden med Kommissionens forordning (1235/2008), hvor du kan se, hvilke produktkategorier godkendelserne omfatter:
Land: | Optaget indtil: | Godkendte produktkategorier |
---|---|---|
Argentina | ikke fastlagt | Hvilke produktkategorier godkendelserne omfatter kan ses i bilag III i Kommissionens forordning (EF) Nr. 1235/2008 af 8. december 2008 (KFO 1235/2008), med senere ændringer. Genvej til siden med KFO 1235/2008
|
Australien | ikke fastlagt | |
Canada | ubestemt | |
Costa Rica | ikke fastlagt | |
Indien | ikke fastlagt | |
Israel | ikke fastlagt | |
Japan | ikke fastlagt | |
Schweiz* | ikke fastlagt | |
Tunesien | ikke fastlagt | |
USA | ikke fastlagt | |
New Zealand | ikke fastlagt | |
Republikken Korea | 31. januar 2018 |
* Schweiz
EU-kommissionen og Schweiz indgik i 2009 en handelsaftale om landbrugsprodukter, som betyder, at produkterne frit kan importeres og omsættes i EU. Aftalen betyder, at importerede økologiske produkter fra Schweiz ikke længere skal have en kontrolattest.
Aftalen ændrer dog ikke på kravet om, at importsendinger fra Schweiz stadig skal forhåndsanmeldes.
Genvej til blanketten: "Forhåndsanmeldelse af import af økologiske produkter fra tredjelande"
Hvad kræves der ved import fra godkendte tredjelande?
Produkter, som nævnes på listen i bilag III i Kommissionens forordning (EF) Nr. 1235/2008 af 8. december 2008 (KFO 1235/2008), kan markedsføres og anvendes som økologiske i Danmark, når:
- Der er udstedt en partispecifik kontrolattest af kontrolorganet/-myndigheden, som er ansvarlig for kontrollen i det godkendte tredjeland.
- Kontrolattesten er påtegnet af kontrolorganet/-myndigheden i det land, som partiet ankommer til, og af relevante toldmyndigheder, inden produktet anvendes eller markedsføres. Det vil sige, at Landbrugsstyrelsen og SKAT skal påtegne kontrolattesten i henholdsvis rubrik 16 og 17, hvis partiet ankommer til Danmark, som det første modtagerland. Rubrik 18 underskrives af virksomheden (1. modtager af partiet).
Nye krav til importører og første-modtagere af importerede økologiske produkter
For at kontrolattesten kan oprettes i TRACES NT, skal importører og førstemodtagere af økologiske produkter fra tredjelande oprettes og have en profil i TRACES NT. For at kunne oprettes i TRACES NT, skal importører og første-modtagere være omfattet af økologikontrol. Det anbefales at medarbejdere , der administrerer økologi-importer og udfører modtagekontrol på økologiske partier i virksomheder, i virksomhederne, opretter en personlig profil i TRACES NT.
Importørerne får en ny rolle med implementeringen af TRACES NT. Importøren kan selv oprette/initiere en kontrolattest i TRACES NT på de partier, de vil importere. Kontrolorganerne i tredjelande verificerer, udsteder og godkender disse kontrolattester via TRACES NT. Indtil EU´s elektroniske signatur er fuldt implementeret, skal kontrolorganerne prine kontrolattesterne ud, stemple og underskrive dem. Pairkontrolattesten skal stadig følge varen fra tredjelandet til EU, også efter overgangsperioden.
I overgangsperioden, der starter den 19. april 2017, vil kontrolorganerne i tredjelande således både kunne udstede kontrolattester med TRACES NT og på den traditionelle måde uden brug af TRACES NT. Når overgangsperioden udløber den 19. oktober 2017, vil det alene være importøren eller kontrolorganet i tredjelandet, der kan oprette en kontrolattest i TRACES NT.
Hvad er TRACES NT?
TRACES NT står for TRAde Control and Expert System New Technology og er EU-Kommissionens elektroniske system til registrering af informationer om og udarbejdelse af certifikater og dokumenter i forbindelse med import af produkter fra tredjelande. Traces har i gennem en årrække været benyttet til håndtering af import og eksporter af visse dyr og animalske produkter. I forbindelse med udviklingen af den helt nye Traces platform, Traces NT, er det besluttet at import af økologiske produkter og certificering af træ skal være pilot ordninger på det nye system.
TRACES NT vil på sigt kunne lette administrationen af økologi-importer. Økologi-kontrolattester og økologi-delkontrolattester kan oprettes direkte i systemet på alle EU-sprog. Dertil bliver det muligt at anvende tidligere kontrolattester som skabelon for nye kontrolattester, hvis man f.eks. ofte importere de samme varer fra samme eksportør. Kontrolattesterne kan nemt sendes videre til godkendelse ved kontrolorganer/-myndigheder i tredjelande eller myndigheder i EU, som f.eks Fødevarestyrelsen, Landbrugsstyrelsen eller til toldstederne. Importøren får samtidig nemmere overblik over første modtagers kontrol og godkendelse af et importeret parti.
I løbet af 2018 forventes det, at TRACES NT bliver videreudviklet, så alt kan foregå elektronisk og kontrolattesten ikke længere udstedes i papirform. For at dette kan lade sig gøre, arbejdes der i øjeblikket på, at EU-Kommissionens elektroniske signatur bliver fuldt implementeret i alle EU-lande, samt at aktører i lande udenfor EU også kan anvende den. Indtil da skal kontrolattester og delkontrolattester, der oprettes i TRACES NT, godkendes både elektronisk og i papirudgave. Indtil dette er sket er det stadig papirudgaven der er juridisk gældende.
Implementeringen af TRACES NT
EU har besluttet at TRACES NT skal anvendes i alle EU-lande, hvor der importeres økologiske produkter:
Gå til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 20016/1842 af 14. oktober 2016
Der er en overgangsperiode på 6 måneder, inden TRACES NT pr. 19. oktober 2017 skal være fuld implementeret i alle EU-lande. I Danmark har de relevante myndigheder, Fødevarestyrelsen, Landbrugsstyrelsen og SKAT, besluttet, at fra 1. september 2017 vil toldstederne i Danmark administrere økologi-importer i TRACES NT.
I perioden fra 19. april til 18. oktober 2017 skal importørerne fortsat følge de nugældende procedurer og regler i forbindelse med Skats kontrol af kontrolattesten. Disse regler er beskrevet i Fødevarestyrelsens Vejledning om import af økologiske fødevarer - juni 2015 og i SKATs juridiske vejledning F.A.31.22 VAB, Økologiske varer.
Læs mere om import af økologiske fødevarer på Fødevarestyrelsens hjemmeside
Arbejdsprocesserne i TRACES NT
Den typiske sagsgang i traces for økologiske produkter starter typisk med at importøren udfylder importkontrolattesten (IKA). Når kontrolattesten er udfyldt med de relevante punkter sendes den via traces til den EU godkendte kontrolmyndighed eller kontrolorgan i tredjelandet, der certificerer varen hos den producent/eksportør, der har ansvar for varen inden den forlader tredjelandet. Den EU-godkendte tredjelands-kontrolinstans/ kontrolmyndighed kan dog også begynde import-processen og udfylde kontrolattesten i TRACES NT på foranledning af eksportøren.
Efter kontrolinstansen i tredjelandet har kontrolleret, om kontrolattesten er udfyldt korrekt, og om varen er blevet EU-økologicertificeret, kan den godkendes i TRACES NT. *Kontrolorganet i tredjelandet skal herefter printe den godkendte kontrolattest samt stemple og signere det som hidtil, så kontrolattesten kan følge varen til EU/Danmark. Når EU signaturen er fuld implementeret vil det ikke længere være nødvendigt med en printet kontrolattest.
Systemet har indbygget et notificeringsværktøj, som give myndighederne i EU/Danmark besked, når en økologisk vare er ved at ankomme til et bestemt toldsted. *Indtil Traces NT er fuldt implementeret 19. oktober 2017 bibeholdes den hidtidige procedure med forhåndsanmeldelsen til Landbrugsstyrelsen. Importøren skal derfor fortsat indsende forhåndsanmeldelsesskemaet og kontrolattesten, som er stemplet og underskrevet af kontrolinstansen i tredjelandet.
*Det er også stadig papirudgaven, som skal forelægges til SKAT før varen bliver frigivet til fri omsætning i EU. SKAT sikrer sig, at Landbrugsstyrelsen har verificeret og godkendt kontrolattesten, inden SKAT underskriver og stempler kontrolattesten.
Den første modtager i EU/Danmark skal fortsat kontrollere sendingen, og hvis godkendt, kvittere for den på kontrolattesten. *I overgangsperioden skal både importøren, Landbrugsstyrelsen, SKAT samt første modtageren verificere papirudgaven ved at godkende kontrolattesten i TRACES NT. Det kræver, at både importører og første modtager af økologiske produkter fra tredjelande er oprettet i systemet, inden kontrolattesten kan sendes videre til godkendelse i TRACES NT. Det er importøren, som skal sikre sig, at den første modtager til varen er oprettet i systemet. Hvis første modtageren ikke er oprettet, vil kontrolattesten ikke kunne sendes videre til godkendelse hos Landbrugsstyrelsen og SKAT i TRACES NT.
* Stjernemarkering betyder at punktet kun skal udføre i forbindelse med overgangsperioden.
Adgang til TRACES NT produktionssite
For at kontrolattesten kan udstedes i TRACES NT (fra 19. april 2017), skal importører, første-modtagere af økologiske sendinger fra tredjelande, og disse virksomheders udvalgte medarbejdere, være registreret i TRACES NT. Hvis din virksomhed endnu ikke er oprettet i TRACES NT, kan du oprette den og få den godkendt af FødevareNordØst. I TRACES NT kan du finde vejledning til, hvordan du og din virksomhed kan oprettes i systemet. Du kan også finde forskellige vejledninger her på Fødevarestyrelsens side om TRACES NT samt på TRACES NT (produktionssitet).
Første gang du bruger TRACES NT
Klik på linket til produktionssitet i overstående paragraf og vælg derefter "Klik her for at registrere en ny bruger". Kodeordet vil herefter bliver tilsendt via e-mail.
Når du opretter dig som bruger i TRACES NT, skal du tilknyttes din virksomhed, som i TRACES NT kaldes "Organisation". En organisation kan fx være en eksportør, et kontrolorgan i tredjelandet, en importør i EU/Danmark, Fødevarestyrelsen, et toldsted eller en første modtager i EU/Danmark. En brugerprofil kan kun være tilknyttet én virksomhedsadresse. Du må derfor have én brugerprofil pr. virksomhedsadresse, hvis du arbejder på flere adresser.
Genveje
Liste over kontrolmyndigheder og -organer i godkendte tredjelande og deres kontrol-kodenumre
Læs mere om import fra et tredjeland
Læs mere i Vejledning om økologi til landbrugets forsyningsvirksomheder