Miljø- og klimateknologi 2023

Miljø- og klimateknologi 2023 har til formål at reducere miljø- og klimapåvirkningen fra den primære jordbrugsbedrift og bidrager til en grønnere produktion i både husdyr-, planteavl- og gartnerisektoren.

Denne side giver en introduktion til ordningen. Du kan læse mere i ordningens bekendtgørelse og vejledning, som du kan finde på denne side. 

Miljø- og klimateknologi 2023 er en del af det danske landdistriktsprogram og er medfinansieret af EU.

 

Hvem kan søge?

Tilsagn om tilskud kan gives til jordbrugere, der ejer eller forpagter en primær jordbrugsbedrift.

Projektet skal gennemføres på din egen eller den forpagtede bedrift, og det er dig som tilsagnshaver, der skal eje investeringen og er ansvarlig for at gennemføre projektet.

Der skal være et årligt arbejdskraftbehov på mindst 830 timer på den jordbrugsbedrift, hvor investeringen foretages. Arbejdskraftbehovet opgøres efter normtimesatser, som fremgår af bilag 3 i bekendtgørelsen (se afsnit: Hvad siger loven?). Arbejdskraftbehovet beregnes automatisk ud fra de oplysninger, vi har om dig, når du søger om tilsagn om tilskud. 

Ved en primær jordbrugsbedrift forstås en bedrift med produktion af primære jordbrugsprodukter, der fremgår af bilag 1 til Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der ikke har været genstand for forarbejdning eller forædling, med udtagelse af aktiviteter vedrørende forberedelse til første salg.

Hvad giver vi tilskud til?

Vi kan give tilsagn om tilskud inden for følgende 10 indsatsområder:

  1. Reducere ammoniakudledning fra gylletanke
  2. Reducere ammoniakudledning fra svinestalde
  3. Reducere ammoniakudledning fra kvægstalde
  4. Reducere ammoniakudledning fra fjerkræstalde
  5. Reducere energiforbruget i fjerkræstalde
  6. Reducere pesticidforbruget i planteavl
  7. Reducere pesticidforbruget i kartoffelavl
  8. Reducere pesticidforbruget i gartnerier
  9. Reducere energiforbruget i gartnerier
  10. Reducere næringsstofforbruget i gartnerier

Der er afsat 145 mio. kr. til indsatsområde 1, 43 mio. kr. til indsatsområde 2, 70 mio. kr. til indsatsområde 3, 13 mio. kr. til indsatsområde 4, 45 mio. kr. til indsatsområde 5, 180 mio. kr. til indsatsområde 6, 25 mio. kr. til indsatsområde 7, 11 mio. kr. til indsatsområde 8, 33 mio. kr. til indsatsområde 9, 5 mio. kr. til indsatsområde 10. I alt 570 mio. kr.

Du kan kun indsende én ansøgning om tilsagn om tilskud pr. indsatsområde pr. CVR-nummer. Du kan således indsende flere ansøgninger pr. CVR-nr.: én ansøgning om tilsagn om tilskud i hvert indsatsområde.

Hvor meget kan du få i tilskud?

Det samlede, offentlige tilskud under ordningen kan udgøre 40 pct. af projektets samlede tilskudsgrundlag.

Tilskudsgrundlaget beregnes ud fra standardomkostninger. Det betyder, at vi har fastsat en sats for de investeringer, der indgår i dit projekt, som omfatter både indkøb, levering og montering/installering. Vi beregner både tilsagnsbeløbet og tilskudsbeløbet på baggrund af standardomkostninger.

Landbrugsstyrelsens tilskud til projekterne under denne ordning finansieres af EU (100 pct.) via Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).

Hvilke forpligtelser og kriterier er der for tilskuddet?

Læs om kriterier for tilskudsberettigelse og forpligtelser i bekendtgørelsens kapitel 4 (hent bekendtgørelsen her på siden under afsnittet ”Hvad siger loven?”).

Hvis ikke du overholder et eller flere kriterier eller forpligtelser kan det betyde, at du ikke kan få tilsagn om tilskud, eller ikke kan få hele, eller dele af, tilskudsbeløbet udbetalt.

Tilskudsgrundlaget i én ansøgning til et af indsatsområderne; 1, 5, 8, 9 eller 10, skal udgøre minimum 100.000 kr.  Tilskudsgrundlaget i én ansøgning til et af indsatsområderne; 2, 3, 4, 6 eller 7, skal udgøre minimum 300.000 kr.
Hvis du indsender ansøgninger til forskellige indsatsområder, skal tilskudsgrundlaget i hver ansøgning være over minimumsbeløbet for det pågældende indsatsområde.

 I Miljø- og klimateknologi 2023 er der ikke et loft for tilskudsgrundlaget pr. CVR-nr.

Hvad er formålet med ordningen?

Formålet med ordningen er at reducere miljø- og klimapåvirkningen fra den primære jordbrugsbedrift og bidrage til en grønnere produktion i både husdyr-, planteavl- og gartnerisektoren.

Hvad siger loven?

Lovgrundlaget for Miljø- og klimateknologi 2023 finder du på retsinformation.dk og på EUR-lex (hjemmeside med EU-regler) når det er offentliggjort:

Danske regler (bekendtgørelsen)

Vær opmærksom på, at vi med ændringsbekendtgørelse, Bekendtgørelse nr. 296 af 20. marts 2024 om ændring af bekendtgørelse om tilskud til investering i udvalgte miljø- og klimateknologier 2023, har præciseret reglerne for overdragelse og obligatorisk digital kommunikation samt forlænget projektperioden for indsatsområde 1.

EU-regler (forordning)

Vejledning

Hvis du har brug for hjælp til at udfylde ansøgningsskemaet, kan du ringe til os på tlf. 33 95 80 00

Du skal informere offentligheden om dit projekt. Det kalder vi skiltning. Læs mere om skiltning hér eller i vejledningens afsnit 6.5:

Offentliggørelse - Krav til information om tilskud - skiltning

Vær opmærksom på, om du får tilskud under Landdistriktsprogrammet eller Landbrugsreformen 2023.

Se faktaark om overgangen til CAP2023

 

Informationsmøde

Den 8. november 2023 afholdte Landbrugsstyrelsen webinar om ansøgningsrunden for Miljø- og klimateknologi 2023.

Webinaret kan ses her.

Webinar: Få svar på dine spørgsmål om tilskud under Miljø- og klimateknologi 2023

Spørgsmål, som ikke blev besvaret på selve mødet, vil blive besvaret her på siden under fanen "Spørgsmål og svar".

Prioritering af ansøgninger

Såfremt der er søgt om flere penge, end der er afsat, skal Landbrugsstyrelsen prioritere hvilke projekter, der kan få tilsagn om tilskud. Projekter, der giver størst effekt i forhold til ordningens formål, bliver prioriteret højest. Ansøgninger inden for hvert indsatsområde bliver håndteret og prioriteret særskilt.

Ansøgningerne bliver prioriteret efter omkostningseffektivitet, og herefter kan der ske yderligere prioritering, som beskrevet i vejledningens afsnit 4.2.1.

Kontakt

Landbrugsstyrelsen
Tilskud & Sagsbehandling
Projekttilskud
Tlf.: 33 95 80 00
E-mail: projekttilskud@lbst.dk
Læs mere om enheden Projekttilskud