Erhvervsudvikling 2016
Erhvervsudviklingsordningen giver mulighed for at søge tilskud til udviklings- og pilotprojekter og projekter om videnoverførsel inden for det primære landbrug.
Formålet er at fremme konkurrenceevne og bæredygtighed i landbruget gennem udvikling af nye teknologier, processer og praksisser og samtidig fremme videnoverførsel inden for den primære jordbrugssektor.
Denne ordning er del af danske landdistriktsprogram og er finansieret af EU.
Om tilskuddet
Hvem kan søge?
Udviklingsprojekter
Virksomheder, organisationer og foreninger.
Projekter om videnoverførsel
Virksomheder, organisationer og foreninger, der udbyder aktiviteter til videnoverførsel.
Hvad giver vi tilskud til?
Vi giver tilskud til projekter, der fremmer:
- konkurrenceevnen og bæredygtighed
- videnoverførsel inden for den primære jordbrugssektor
Projekterne skal falde inden for følgende indsatsområder:
- Klima, Natur og Miljø
- Økologi
- Dyrevelfærd
- Biodiversitet i det intensivt drevne landbrug
- MRSA
Udviklingsprojekter og pilotprojekter
Udviklingsprojekter omfatter aktiviteter indenfor den primære jordbrugssektor til udvikling af nye og forbedrede teknologier, processer og praksis.
Der gives tilskud til udviklings- og pilotprojekter, der gennemføres som et samarbejde. Samarbejdet skal mindst omfatte en primær jordbrugsproducent og en anden part.
Projekter om videnoverførsel
Projekter om videnoverførsel omfatter aktiviteter til kompetenceudvikling, information og demonstration, der fremmer videnoverførsel indenfor den primære jordbrugssektor.
Hvor meget kan du få i tilskud?
Tilskud under denne ordning skal medfinansieres med midler fra jordbrugets promille- og produktionsafgiftsfonde. Det samlede offentlige tilskud udgør 100 pct. af de tilskudsberettigede udgifter, hvoraf medfinansieringen fra EU er på 50 pct. Udbetaling af tilskuddet sker via Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Tilskuddet er skattepligtigt. Vi indberetter automatisk til SKAT, hvor meget der bliver udbetalt i tilskud.
Hvilke forpligtigelser og kriterier er der for tilskuddet?
Et udviklingsprojekt skal have tilskudsberettigede udgifter for mindst 300.000 kr., mens pilotprojekter og projekter om videnoverførsel skal have tilskudsberettigede udgifter for mindst 150.000 kr.
Udviklingsprojekter og pilotprojekter skal gennemføres som samarbejdsprojekter, hvor mindst én af deltagerne i samarbejdet er primær jordbrugsproducent.
Både udviklings- og pilotprojekter samt projekter om videnoverførsel skal vedrøre produkter, der er omfattet af Traktatens bilag 1.
Både udviklings- og pilotprojekter samt projekter om videnoverførsel skal medfinansieres med midler fra jordbrugets promille- og produktionsafgiftsfonde.
Et projekt om videnoverførsel skal være til gavn for personer beskæftiget i mikro virksomheder, små virksomheder og mellemstore virksomheder.
Resultaterne fra projekterne skal offentliggøres.
Hvad er formålet med ordningen?
Formålet er at fremme konkurrenceevne og bæredygtighed i landbruget gennem udvikling af nye teknologier, processer og praksisser og samtidig fremme videnoverførsel inden for den primære jordbrugssektor.
Hvad siger loven?
Danske regler (love og bekendtgørelser)
- Lov nr. 1360 af 16. december 2014 om Landdistriktsfonden
- Bekendtgørelse nr. 1006 af 29. juni 2016 om tilskud til udvikling og videnoverførsel inden for den primære jordbrugssektor
EU-regler (forordninger)
- Europaparlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for udvikling af landdistrikterne (ELFUL).
- Rådets forordning nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for den Europæiske Fond for Regional udvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regional udvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006.
- Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets Forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008.
- Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007.
Kontakt
Landbrugsstyrelsen
Tilskud & Sagsbehandling
Projekttilskud
Tlf.: 33 95 80 00
E-mail: projekttilskud@lbst.dk
Læs mere om enheden Projekttilskud