Tilskud til biogasanlæg

Du kan søge om tilskud til at etablere og udvide forskellige typer biogasanlæg. Det kan være biogas fællesanlæg, biogas gårdanlæg og supplerende bedriftsinvesteringer, der vurderes at være nødvendige for at kunne levere biomasse til anlæggene.

Vi kan forlænge fristen for igangsættelse og afslutning af biogasprojekter

Der er mulighed for at forlænge projektperioden for biogasprojekter. Fristforlængelsen er gældende for de projekter, der har opnået tilsagn om tilskud til biogasanlæg, og som endnu ikke har startet eller afsluttet projektet. De nye frister, der kan ansøges om forlængelse til, er:

  • Frist for at igangsætte projekt: 1. august 2017
  • Frist for at afslutte projekt: 1. august 2018

Alle ansøgninger om projektforlængelse vil blive behandlet individuelt, og der tages stilling til hver enkelt sag ud fra en konkret vurdering. Projekter, der allerede har ansøgt om forlængelse, behøver ikke at indsende en ny ansøgning. Ansøgninger behandles løbende sammen med nye ansøgninger om fristforlængelse.

Hvem kan søge?

Virksomheder kan søge tilskud til biogas fællesanlæg. Anlægget skal ejes og drives af en selvstændig juridisk enhed, være særskilt matrikuleret og tilsluttet et kollektivt forsyningsnet. 

Ejer eller forpagter af en landbrugs- eller gartneribedrift kan søge tilskud til biogas gårdanlæg. Anlægget kan ejes og drives af indtil 5 bedrifter i forening, men det er en forudsætning, at anlægget ligger på en af deltagende bedrifter. 

Jordbrugere, der ejer og driver en primær landbrugs- og gartneribedrift, kan søge tilskud til supplerende investeringer. Det er alene den, der ejer eller driver en primær landbrugs- eller gartneribedrift, der kan ansøge om tilskud. 

Ordningen er delvist medfinansieret af EU, og den understøtter Grøn Vækst aftalen, hvor målet er, at 50 pct. af den producerede husdyrgødning i Danmark inden 2020 skal anvendes til energiformål. Ansøgningerne prioriteres blandt andet ud fra projekternes omkostningseffektivitet i forhold til at behandle mest husdyrgødning pr. investeret krone.

Se i vejledningen for uddybende kommentarer til, hvem der kan søge. 

Hvad giver vi tilskud til?

Der gives tilskud til forskellige typer af udgifter afhængig af, om du søger tilskud til biogas fællesanlæg, gårdanlæg eller nødvendige supplerende investeringer på bedrifter, der leverer husdyrgødning til biogasanlæg.  

Biogas fællesanlæg:

  • udgifter til investeringer i biogasanlægget, herunder nødvendige drifts- og administrationsbygninger samt lager- og modtagefaciliteter for gas og biomasse
  • udgifter til materiel til opkoncentration af biomasse samt efterbehandling af afgasset husdyrgødning
  • udgifter til honorar til arkitekt, ingeniør og anden konsulentbistand
  • andre udgifter, som Landbrugsstyrelsen vurderer, er nødvendige for at gennemføre etableringen eller udvidelsen af anlægget.

Gårdanlæg:

  • udgifter til investeringer i biogasanlægget, herunder nødvendige lager- og modtagefaciliteter for gas og biomasse,
  • udgifter til materiel til høst og opkoncentration af biomasse
  • udgifter til honorar til arkitekt, ingeniør og anden konsulentbistand
  • andre udgifter, som Landbrugsstyrelsen vurderer, er nødvendige for at gennemføre etableringen eller udvidelsen af anlægget. 

Supplerende investeringer på jordbrugsbedrifter:

  • udgifter til nødvendige investeringer i fortanke og øvrige leverancefaciliteter for husdyrgødning og biomasse
  • udgifter til materiel og opkoncentration af biomasse
  • udgifter til honorar til arkitekt, ingeniør og anden konsulentbistand
  • andre udgifter, som Landbrugsstyrelsen vurderer, er nødvendige for at gennemføre etableringen eller udvidelsen af anlægget. 

Se vejledningen for yderligere oplysninger, bl.a. om hvad der ikke kan søges tilskud til. 

Vær opmærksom på, at du evt. kan søge om tilskud til udviklings- og demonstrationsprojekter vedrørende økologiske biomasseløsninger under Erhvervsudviklingsordningen.

Hvor meget kan du få i tilskud?

Tilskuddet kan udgøre 30 pct. af de tilskudsberettigede udgifter, dog maks. 7,5 mio. EURO i tilskud pr. biogas fællesanlæg inkl. supplerende investeringer.

Hvilke betingelser og kriterier er der for tilskuddet?

Der gælder forskellige krav for tilskud afhængig af investeringstypen. 

  • For biogas fællesanlæg skal mængden af anvendt husdyrgødning udgøre mindst 75 pct. (målt i Tons) af den biomasse, der anvendes til produktionen af biogas.
  • For økologiske bedrifter, skal mængden af anvendt husdyrgødning udgøre mindst 50 pct. (målt i Tons) af den biomasse, der anvendes til produktionen af biogas.
  • Det er en betingelse for tilskud til supplerende investeringer på landbrugs- og gartneribedrifter, at tilsagnshaver har aftale om leverance af husdyrgødning. 

Det er et krav for alle tre typer af investeringer, at investeringen opretholdes i mindst tre år fra den dato, hvor investeringen senest skal være afsluttet, dog mindst fem år fra tilsagnsdatoen. I denne periode skal ovenfor nævnte krav ligeledes opretholdes. 

Derudover er det et krav for tilsagn, at ansøger indhenter bindende tilbud på anlæggets etablering, udstyr m.v. i henhold til gældende regler for anlægsopgaver m.v.  

Se vejledningen for yderligere information om krav for tilskud.

Biogas fællesanlæg og biogas gårdanlæg skal være beliggende i et særligt udpeget område, som fremgår af Landdistriktsprogrammet

Bemærk, at det udelukkende er placering inden for byzonen i de større danske byer, der udelukker fra at kunne søge tilskud efter denne bekendtgørelse.

Dette svarer på kortet til de skraverede felter: "Urban zone"

Kort med udpegede områder

Kort med udsnit af større byer

Kommunegaranti

Erklæring om kommunegaranti

EU-Kommissionens meddelelse om kommunegaranti

Hvad er formålet med ordningen?

Tilskudsordningen skal understøtte målet i Grøn Vækst aftalen om, at 50 pct. af den producerede husdyrgødning i Danmark inden 2020 skal anvendes til energiformål.

Hvad siger loven?

Danske regler

EU-regler

Kontakt

Landbrugsstyrelsen
Tilskud & Sagsbehandling
Projekttilskud
Tlf.: 33 95 80 00
E-mail: projekttilskud@lbst.dk
Læs mere om enheden Projekttilskud