Vær opmærksom på, at GLM-landskabselementer er beskyttede
GLM-landskabselementer
Små søer eller vandhuller og fortidsminder anses som særlige GLM-landskabselementer, der er beskyttet efter reglerne om krydsoverensstemmelse (KO). Formålet med at beskytte landskabselementer er at bevare karakteristiske landskabstræk og småbiotoper, som har betydning for det åbne land. Det er derfor en vigtig del af kravet om krydsoverensstemmelse, at landskabselementer ikke må ødelægges, fjernes eller reduceres. Se mere om KO-regler her.
Søer og vandhuller omfatter både de naturlige og de kunstige med omgivende randbevoksning op til 2.000 m2, som ligger inden for eller op ad en markblok. Ved randbevoksning forstås den bevoksning og plantedække, der er tilknyttet søen eller vandhullet, herunder selvsåede vedagtige og ikke-vedagtige planter. Bevoksningen må ikke være adskilt fra vandhullet af dyrkede arealer.
Landskabselementerne omfatter desuden fortidsminder, der er fredet efter bestemmelser i Museumsloven. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at beskyttelsen også gælder i en 2 m dyrkningsfri bræmme omkring fortidsmindet, hvor det heller ikke er tilladt af plante eller jordbehandle. Dette gælder også selvom 2 m bræmmen ikke er med i GLM-elementet.
Du skal derfor være opmærksom på, at hvis du har et GLM-landskabselement, må hverken landskabselementet eller randbevoksningen ødelægges ved eksempelvis jordbehandling, nedsprøjtning eller ved inddragelse i landbrugsdriften. Du må gerne foretage almindelig pleje af landskabselementet, som fx afgræsning af omgivende randbevoksning eller afskæring af rør til udnyttelse.
Du kan se landskabselementernes beliggenhed og afgrænsning i vores Internet Markkort (IMK).
GLM-landskabselementer og MFO
GLM-landskabselementer kan anvendes som MFO, hvis de er beliggende op ad eller inden for en støtteberettiget omdriftsmark. Det er desuden en betingelse, at GLM-landskabselementet er registreret i Internet Markkort (IMK). Ved udfyldelse af Fællesskemaet indtegnes GLM-landskabselementet sammen med omdriftsmarken. Beregningen af GLM-landskabselementet sker herefter automatisk. GLM-landskabselementer indgår med en vægtningsfactor på 1, dvs. at en 1 ha GLM-landskabselement tæller med som 1 ha MFO.
Vær opmærksom på, at der er særlige regler for indtegning af GLM-landskabselementer, hvis du har miljø- og økologitilsagn på marken.
Mener du, at der mangler et GLM-landskabselement på en sø eller et fortidsminde, skal du oprette et ændringsforslag i IMK. Ligeledes skal du oprette et ændringsforslag, hvis du mener, at der er en fejl i et GLM-landskabselement. Vi behandler ændringsforslag til GLM-landskabselementer med samme hastighed og metode, som hvis det er til markbloktemaet.
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til landbrug@naturerhverv.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte NaturErhvervstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.